Kan viden gøres SMUC?
Formålet med projektet SMUC Viden (Sociale Medier i UC Viden) er at undersøge, om de sociale medier kan medvirke til at udvikle en kreativ og eksplorativ søgeadfærd, der kan gøre professionshøjskolernes og ingeniørhøjskolernes viden interessant for (fremtidens) brugere. Thomas Ryberg fra Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet, deltog som konsulent på projektet. Anne Marie Kanstrup, udviklingschef ved UC Nordjylland, og ekspert i brugerdreven innovation blev proceskonsulent på projektet. Deltagere er den nationale UC Viden (PURE) systemudviklingsgruppe, der består af projektlederne fra hver af de deltagende professionshøjskoler og ingeniørhøjskoler. Derudover deltager Aalborg Universitetsbiblioteks PURE (VBN) redaktion og en projektleder fra Atira A/S, som er leverandør af PURE, også i projektet. Projektleder er koordinator for professionshøjskolernes UC Viden projekt.
Dags dato er der afholdt to workshops i projektet: en inspirationsworkshop og en designworkshop. På den første workshop holdt Thomas Ryberg et oplæg med overskriften ”A critique of PURE reasoning”. Han pegede på den modsætning der er mellem PURE som et registreringssystem og PURE som og PURE som en leverandør af viden til gavn for offentligheden. Ifølge den første logik skal PURE fungere som en administrativt ”tællemaskine”, der på universiteterne også anvendes til kontrol og overvågning af den enkelte medarbejders produktion. Og Thomas Ryberg konkluderede, at det er prototypen på et administrativt system 1.0.
Selv om professionshøjskolernes og ingeniørhøjskolernes brug af PURE er mindre præget af kontrol af den enkelte medarbejders produktion, så er beskrivelsen genkendelig. Det kan være en medvirkende grund til, at det er vanskeligt at motivere medarbejderne til at bruge tid på det. Derfor rettede fokus sig hurtigt mod måde at gøre PURE til medarbejdernes ven. I den efterfølgende idéudviklingsworkshop brugte Anne Marie Kanstrup metaforer som et redskab til at give idéudviklingen vinger. Hvad nu hvis PURE er en … fest?
Det gav mange ideer, men det blev også hurtigt klart, at det var nødvendigt at fokusere målgruppen: hvem udvikler vi 2.0 løsninger til? Vi nåede frem til, at det største behov i øjeblikket er for incitamenter for medarbejderens registrering af forsknings- og udviklingsaktiviteter. Fokus blev med andre ord på, hvordan 2.0 løsninger kunne bruges til at indbygge incitamentsstrukturer i UC Viden. Det blev også klart, at det fokus favner både frontend og backend – og brug af oplysningerne i PURE på andre platforme. Det var oplægget til designworkshoppen.
Resultatet af workshoppen blev et forslag til et flow af informationer imellem inddateringssystemet og portaler og videre til eksterne platforme. De vigtigste principper i flowet er frihed til at forme egen profil og synliggørelse af at forsknings- og udviklingsaktiviteterne bruges, der er med andre ord nogen derude der interesserer sig for, hvad du foretager sig – det er en tiltrækkende tanke for de fleste.
Næste skridt i projektet er at lade Atira udvikle skitser til mulige funktioner. I den proces fortsætter diskussionen på et diskussionsforum og i dialog med projektleder, proceskonsulenten og Atiras udviklere. Vi forventer en prioriteret liste over nye udviklingsønsker i midten af december måned. Derudover er projektet beskrevet i form af en artikel i Uddannelsesbibliotekaren.
Spørgsmål kan rettes til UC Viden koordinator, Charlotte Greve (chgr@viauc.dk).
Service gir man – værtskab er man…
Så kort og enkelt er budskabet i det DEFF-støttede pilotprojekt ”Værtskab og mødet med brugeren i Statsbibliotekets Servicecenter”.
Idéen til projektet udsprang på workshoppen “Kend din bruger” i maj 2011 og har inddraget undersøgelsesmetoder beskrevet i Brugerkaravanen.
I løbet af sommeren og efteråret har 16 medarbejdere i Statsbibliotekets Servicecenter læst, reflekteret og diskuteret med det mål at definere og indarbejde en velkommende kultur i mødet med brugerne, som spiller sammen med en ny og åben indretning af det fysiske rum.
Projektet er inspireret af idéer beskrevet af det svenske initiativ Værtskabet (www.vaertskabet.dk). Filosofien er, at man gennem værtskab kan få brugerne til at føle sig velkomne og dermed formidle en god og meget personlig oplevelse.
I bogen ”Det gode værtskab” udgivet af Værtskabet i Sverige beskrives kunsten at få mennesker til at føle sig velkomne. Det gode værtskab har seks grundsten: det at tjene, ansvarlighed, helhed, omtanke, kundskab og dialog. Fælles læsning af bogen og efterfølgende refleksion gav alle projektdeltagere den samme referenceramme.
Seks medarbejdere blev udvalgt til et personligt interview faciliteret af Frans van der Woude for at få et billede af, om det var en brugbar filosofi at arbejde videre med. Tilkendegivelserne var altovervejende positive og alle sagde, at vi allerede arbejder i den retning.
Vi inviterede derefter tre brugere til et fokusgruppeinterview for at danne os et nuanceret billede af de ønsker og forventninger, vi gerne vil honorere. Det blev samtidig også en bekræftelse af, at vi i meget stort omfang allerede opfylder disse.
Et antal svenske og norske biblioteker har implementeret principperne om værtskab, og vi valgte at besøge biblioteket på Luleå Tekniska Universitet for at høre, hvordan de har arbejdet med værtskab på deres bibliotek. Det blev et spændende møde, som gav os mange input til det videre arbejde med vores eget projekt.
Den største øjenåbner blev workshoppen med Märit Torkelson, som er en af initivtagerne til værtskabstankegangen. Med sin personlighed og fortællinger formidlede hun essensen af det gode værtskab. Desuden fik vi mulighed for at arbejde med at formulere det, der skal kendetegne vores værtskab på Statsbiblioteket.
Projektet har været kompetenceudviklende på en ny og involverende måde – og det har været en meget motiverende tilgang til arbejdet med at skabe fælles værdigrundlag og kultur i mødet med brugerne.
Selve projektperioden er netop afsluttet, og der skal nu afrapporteres til DEFF.
Vil du vide mere om projektet, er du meget velkommen til at kontakte Jane Rasmussen, Statsbiblioteket (mail: jar@statsbiblioteket.dk eller mobil: 2265 0076).
Hvad forventer de studerende af deres studiemiljø?
Vi (bibliotekar Marie Bech Morsing, Læreruddannelsen i Silkeborg og bibliotekar Lone Nørgaard Pedersen, Thy Uddannelsescenter – sygeplejerskeuddannelsen, pædagoguddannelsen og pædagogisk assistent ved professionshøjskolen VIA University College) har fået en bevilling af DEFF til et pilotprojekt under Projektgruppen “Mødet med brugeren”.
Projektets titel er: Hvad tilbyder det gode studiemiljø de studerende? Formålet er at afklare de studerendes perspektiv på betydningen af studiemiljøet og lade dette vidensgrundlag være et muligt afsæt til at iværksætte tiltag på bibliotekerne, der kan bidrage til at kvalitetsberige det gode studiemiljø.
Metodisk har vi lavet løbende fokuserede observationer, hvor formålet har været at komme nærmere en forståelse af, hvad studiemiljøet på VIA UC er og særligt de forskellige måder, biblioteket bliver brugt på.
Der har været opstillet whiteboards på uddannelsernes fællesarealer, hvor de studerende frit kunne give deres mening til kende ved at placere post-its med kommentarer til spørgsmålene: Hvad forstår du ved studiemiljø? og Hvad betyder studiemiljøet for dig?
Vi er på nuværende tidspunkt igang med en række fokusgruppeinterviews med repræsentanter fra de forskellige studieretninger. Udgangspunktet for interviewene er udsagn om, hvad de studerende forventer af studiemiljøet. De udsagn er baseret på observationerne og data fra tavlerne med post-its.
Vi har fået hjælp af konsulent Rikke Frederiksen, Changepilot bl.a. til transkribering af interviews og udarbejdelse af den endelige rapport.
Projektet afrapporteres til DEFF inden årets udgang.
Professionshøjskolebibliotekerne og øget kvalificeret brug og formidling af e-ressourcer (danske fagbøger)
VIA Bibliotekernes projekt omhandler såvel ebøger som e ressourcer, og i projektet samarbejder 6 bibliotekarer og 7 undervisere om ebogs og e-ressourceudviklingen. Projektet overvejer, hvorledes professionshøjskolebibliotekerne skal stille sig overfor for den aktuelle danske e-bogs udvikling og andre ressourcer til anvendelse bredt i biblioteket og i uddannelserne. Projektet har til hensigt at medvirke til at give et bedre aktuelt beslutningsgrundlag i omprioriteringen fra fysiske materialer til digitale materialer.
Vi arbejder i projektet sammen med undervisere på VIA pædagoguddannelsen (netuddannelse og ordinær) uddannelse om vurdering det danske ebogsudbud via bibliotekerne , ebib.dk (sommeren 2011) med henblik på at vurdere titlernes anvendelse i konkrete studieforløb. Ebib. dk titlerne er blevet analyseret i forhold til de tematikker der tages op i et par studieforløb (2mdrs varighed) i pædagoguddannelsen, og der er efterfølgende udvalgt dele af titler der kan indgå i undervisningen. Disse titler er ikke grundbøger i studieforløbene, idet man ikke i disse studieforløb opererer med grundbøger, men man anvender litteratur for flere fagbøger, artikler og web kilder. Vi har indtil nu konstateret at den danske fag ebogsudvikling er i sin spæde start og har et begrænset titeludbud. Det havde den betydning at kun et holdene aktuelt kunne anvende 8 titler i forløbet og den andet hold besluttede ikke at anvende ebib.dk som mulighed. I perioden er brugt ca 300 downlån direkte fra ebib.dk, og vi må konstatere at ebogsudbudet – sommeren-tidligt efterår 2011 er utilstrækkeligt. Dog vil vi også i projektet følge udviklingen omkring titeludbud i ereolen.dk, som er sat i drift d. 1. nov med deltagelse af 78 biblioteker og 54 forlag.
Vi har i projektet fået erfaring med formidling af anvendelse af ebib.dk, og de studerendes anvendelse af systemet til downlån at titler, hvilket vi ikke tidligere havde erfaring med. Dog blev titlerne ikke integreret i vores opacs, da alle studerende fra de deltagende studieforløb ikke havde adgang til disse ressourcer. Vi er i øjeblikket i gang med at indsamle erfaringer med de studerende anvendelse af e-bøger via spørgeskemaundersøgelse.
Projektet følger derudover tæt de tiltag der laves i folkebibliotekssektoren, og vurderer på de modeller der er i spil i Folkebibliotekernes ebogs projekt. Vi har henvendt os til Folkebibliotekernes ebogsprojekt og til styrelsen for Bibliotek og medier for at skabe kontakt til folkebibliotekernes projekt, med henblik på at vurdere og evt opnå en forsøgsaftale for ebogs materialeudbud via professionshøjskolebibliotekerne med det formål, at disse materialer medtages i en kommende databrønd for professionshøjskolebibliotekerne. På projektets initiativ er ebogs situtationen blevet drøftet på professionshøjskolebibliotekernes lederforsamling og man er enedes om at henvende sig til ereolen.dk for en nærmere drøftelse af ebogs mulighederne.
Et andet element i projektet er samarbejde om anskaffelse af en central e-ressource (Nursing Reference Center – som betales af VIA), og samarbejde og drøftelse med uddannelse og undervisere om anvendelse af denne ressource i sygeplejerskeuddannelsens moduler. Denne ressource er af sådan karakter, at den ikke kan betragtes som en traditionel biblioteksressource i gråzone mellem bibliotek-klinik/praktik og uddannelse. I en undergruppe i projektet foregår i øjeblikket drøftelse af ressourcens indhold med fagunderviserne, samt drøftelse af hvorledes denne ressource kan indgå i undervisningen på sygeplejerskeuddannelsens forskellige moduler. Der foretages i øjeblikket såvel en bibliotekarisk vurdering og en sygeplejefaglig og pædagogisk vurdering. Desuden er der i projektet lavet undervisningsmateriale om ressourcen udfra ovennævnte drøftelser, som formidles via hjemmesider og intra-studienet steder.
Vi antager i projektet, at den indhentede viden og vore erfaringer fra projektet medvirker til at belyse den aktuelle danske fag e-bogs udvikling (efteråret 2011), og medvirker til at belyse disse ressourcers håndtering i VIA Bibliotekerne til gavn for de studerende og uddannelserne, samt at projektet medvirker til at VIA Bibliotekerne får et bedre grundlag at prioritere bibliotekernes økonomiske ressourcer på. Endvidere vil vores tætte samarbejde med uddannelserne om anskaffelse af e-ressourcer medvirke til en bedre prioritering af e-ressource anskaffelse i forhold til de fysiske materialer.
Internationale studerende på tre erhvervsakademier - hvem er de?
Dette projekt er også en følge af workshoppen ”Kend din bruger” og er et
samarbejde mellem Erhvervsakademi-biblioteker i Århus, Kolding og Odense. Efter
at have afsluttet den 2-årige Markedsføringsuddannelse vælger nogle af de
internationale studerende at fortsætte på 1½-årig PBA. Internationale
studerende kommer med forskellig kulturel baggrund og studietradition, og vores
manglende kendskab til disse kan være en barriere i forh. til, hvordan vi møder
dem og formidler bibliotekets mange services, der burde være en vigtig støtte i
deres studieliv.
Som bibliotekarer håber vi, at opnå øget kulturel indsigt i og forståelse
af de internationale studerendes baggrund og deres behov samt få ideer til
forbedring af fremtidig biblioteks betjening af dem. Desuden får vi gensidig
inspiration gennem samarbejde ml. 3 akademier med henblik på at udvikle
bibliotekernes services. Vi har hver lavet semi-strukturerede kvalitative interview
med 5 studerende fra Østeuropa eller Nepal, der er fortsat på PBA, og holder
møde i næste uge for at uddrage indsigter.
Det har været en stor oplevelse at få denne anledning til at lære nogle studerende
bedre at kende. Fx fortæller de, at det er et bevidst valg for dem at tage en
uddannelse i udlandet, da en vesteuropæisk uddannelse er mere værdifuld og
respekteret end hjemlandets. De har generelt gode engelsk kundskaber, men
fagsproget og de danske undervisnings- og eksamensformer volder dem nogle
startvanskeligheder, dog er de glade for gruppearbejde og at teorien bliver
relateret til praksis. De er faktisk ambitiøse, målrettede og hårdt arbejdende
(især med fritidsjob) – men da de er vant til reproducere lærebogen, har de
svært ved at få gode karakterer her, hvor vi fordrer problemorientering og egne
ideer. Det er en stor barriere for dem at lave selvstændig research til opgaver,
og det har været en øjenåbner for os, hvor uvante de er med at bruge
Internettet som informationsressource.
Vi har både fået forventede svar og overraskende indsigter, som har fået
mange brikker til at falde på plads. Marianne fra IBA udtrykker privilegiet ved
samtalerne på denne poetiske måde:
En gave skal man pakke ud for at få glæde af den. Sådan har jeg oplevet mine interviews med
de internationale studerende: når man først får øje på dem – og får talt med
dem – får man et helt nyt perspektiv på sit verdenskort. Byer i Nepal,
stednavne i Rumænien og de lettiske skove får liv og bliver befolket af rigtige
mennesker. Mennesker, der sætter rigtig meget ind på at få et bedre liv. Det er
dybt fascinerende. Og jeg bliver ydmyg og taknemmelig over, at verden på denne
måde kommer til mig.
Hilsen Mette (mha@eaaa,dk) , Marianne (mlu@ibc.dk) og Birgit (bilu@eal.dk)
